Hvad skal vi stille op med de nedslidte huse på Djursland?

På kortet her kan du se, hvor der i 2022 og 2023 er gennemført og afsluttet 27 nedrivningssager i Norddjurs og Syddjurs Kommune.

I landsbyerne på Djursland er flere huse i forfald. Nogle mener, at de bør jævnes med jorden, mens andre er ligeglade med at bo ved siden af dem.


Af: Amila Ibrisagic, Anne Luna Skallerup Andersen og Signe Find Bennetsen

Kig til venstre alle sammen, dér er der et faldefærdigt hus. Vi er med vores medstuderende fra Journalisthøjskolen i Aarhus på inspirationstur rundt i Syd- og Norddjurs Kommune. Fra bussen har vi et godt overblik over byen, og kan se helt ind i stuerne og har udsyn over haven, som også gemmer på diverse ting, der er blevet samlet sammen.

Men én ting undrer os, for vi gør aldrig holdt, da vi når til turens punkt om bolig tilværelsen på Djursland. I stedet triller vi stille forbi, mens vi nysgerrigt kigger ud ad busvinduet, som barrikaderer os fra at komme tæt på boligerne.

Tilbage sidder vi i bussen og bliver nysgerrige på husene og undrer os over, hvorfor de ser ud, som de gør? Hvem bor i husene? Og hvorfor taler vores guide fra bussen om nedrivninger? Er der overhovedet et behov for det?

Vi parkerer vores undringer indtil, at vi igen ankommer til Djursland

I mandags flyttede vi fra Aarhus til Lyngby for at lave historier, der er vigtige for borgerne på Djursland.

Vi har sat os for at undersøge de nedslidte huse, som vi kørte forbi på vores inspirationstur.

Vi finder ud af, at de nedslidte huse er en problematik, som man er opmærksom på fra kommunernes side.

“De nedslidte huse sender et signal om, at landsbyerne er i tilbagegang. Det betyder også, at værdien på de andre huse i området falder. Når der er bygninger, som ligner ruiner, er det ikke attraktivt for andre at flytte dertil,” fortæller Alette Lena Skov Hansen, som er arkitekt i Syddjurs Kommune.

I både Syd- og Norddjurs Kommune er det muligt at søge om tilskud til nedrivning af boliger eller renovering af bevaringsværdige huse gennem kommunen og Landsbyfornyelsespuljen.

Kommunen giver en hjælpende hånd til nedrivning af tomme og forfaldne bygninger

I finansloven for 2024 er der afsat 100 millioner kroner til landsbyfornyelse. Denne landsbyfornyelsespulje har til formål at dække udgifter til nedrivning og istandsættelse af dårligt vedligeholdte boliger i landdistrikterne. Det omfatter for eksempel at kommunen kan bevilge en sum penge til at nedrive tomme og forfaldne bygninger.

Men har landsbyerne så samme opfattelse af problemet som kommunen?

I onsdags kørte vi samme rute som på vores bustur ud til forskellige landsbyer i Djursland. Men denne gang steg vi ud af bilen for at møde jer, der bor i de områder med nedslidte huse.

Før vi kørte ud til landsbyerne, spurgte vi i forskellige Facebook-grupper for landsbyer her på Djursland, om der var nedslidte huse? I Stenvad-gruppen stemte 36 ud af 48 “ja”, i Ørum-gruppen svarede 29 ud af 33 det samme, og i Nimtofte-gruppen stemte 36 ud af 41 også “ja”.

I kommentarsporene gav flere af borgerne også udtryk for, at de var ærgerlige over, at der var nedslidte huse i deres landsby, og at det ikke gjorde noget positivt for stemningen i byen.

Så vi kørte ud for at mærke stemningen. Her mødte vi borgere, som havde en helt anden opfattelse. Nogle af jer gav udtryk for, at folk herude, de må bo, lige som de vil. Mens andre var overrasket over, at vi overhovedet syntes, at husene var nedslidte huse.

Det er altså, hvad vi fik ud af at stige ud af bilen med et åbent spørgsmål. Vores egen fordom blev skudt ned, og der tegnede sig et mere broget billede for os.

For der ér mange meninger om de nedslidte huse. Hos kommunen har de én tanke, den er der nogle, der deler. Mens andre nærmest ikke har ænset, at der er huse i forfald. Måske er det ikke husets udseende, der tæller, men øjnene der ser.

Vi er slet ikke færdige med at undersøge holdningerne til de nedslidte huse

Der er mange meninger om husene. Så er du nabo til et nedslidt hus, bor du selv i et, eller synes du bare, at kommunen og os journalister skal blande sig uden om? Så er du velkommen til at skrive til os på deglemtelandsbyer@gmail.com, det er ganske uforpligtende.

Be the first to comment on "Hvad skal vi stille op med de nedslidte huse på Djursland?"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*