Mange mindre landsbysamfund har i de seneste år oplevet tilbagegang. Der er ingen købmand, ingen skoler, og meget andet mangler, men der er ofte en kirke. For mange landsbysamfund har kirken også taget rollen på sig som samlingssted og kulturel institution

Af Oskar Hammer Sylvestersen

Stilheden har lagt sig efter Orglets sidste toner. Langsomt begynder de omkring 12 personer, der er mødt op til gudstjenesten at bevæge sig ned mod enden af Estruplund kirke. Her skænker frivillige fra menighedsrådet kaffen, småkagerne sendes på runde og snakken begynder så småt at sprede sig. Traditionen tro er der kirkekaffe i Rougsø Nord Pastorat.

”Kirkekaffen betyder alt. Man får lige hilst på de forskellige mennesker, præsten kommer ned, og vi snakker om noget helt andet end det kirkelige, om hvordan folks uge er gået, Fortæller Inge Langballe, der er fast kirkegænger.

Kirkekaffe er en fast tradition. Konceptet er så simpelt, som navnet antyder. Efter de kirkelige handlinger er overstået, er der mulighed for, at folk kan blive stående og møde deres naboer, venner og måske også nye ansigter.

For borgerne i Rougsø Nord pastorat, der dækker sognene Holbæk, Voer, Estruplund og Udby, har kirken en særlig betydning for fællesskabet. For selvom købmanden kan lukke, så holder kirken stadig åben.

”Folk flytter fra de små byer, de flytter ind mod Aarhus, Randers eller Auning, så vi er trængt herude. Men kirken er her altid, vi kan altid komme herop. Det er den sidste bastion. Det er de eneste, der er tilbage.” forklarer Karin Skouboe, der er menighedsrådsformand for de fire kirker i Rougsø Nord pastorat.

Kirke, kaffe og fællesskaber

Som Karin Skouboe forklarer, er Rougsø Nord pastorat i tilbagegang. Siden 2010 er befolkningstallet i de fire sogne faldet med omkring 14 procent. Og kirkekaffen skal derfor også ses som en del af løsningen på dette problem. ”Der skal være andet end bare de kirkelige handlinger. Man skal gøre kirken levedygtig for den næste generation, ellers dør den. Vi er nødt til at gøre noget.” Fortæller Inge Langballe.

Vikarierende præst i Rougsø Nord pastorat, Jan Schmidt fortæller, at der er en stor opbakning til kirkekaffen.

”Det er noget, som folk er rigtig glade for, stort set alle bliver”, dog ikke for at diskutere præstens prædiken, men fordi kaffen også har en social funktion.

”Det har også lidt en ensomhedsdæmpende funktion. Nu tror jeg godt, man kan være mere ensom i en stor by end på landet, for på landet holder man øje med hinanden, men selvfølgelig er der mange, der har mange timer alene.” Forklarer Jan Schmidt.

Det er Inger Langballe, der er fast kirkegænger, enig i:

”Der sidder mange enlige, og det er måske den eneste dag på ugen, hvor de kommer ud og får lidt hygge, og der betyder kirkekaffen rigtig meget.” fortæller Inger Langballe.

”Det har også lidt en ensomhedsdæmpende funktion. Nu tror jeg godt, man kan være mere ensom i en stor by end på landet, for på landet holder man øje med hinanden, men selvfølgelig er der mange, der har mange timer alene.” Forklarer Jan Schmidt.

”Det er det folkelige, som folk helst vil høre”

Men i de små landsbysamfund varetager kirken også en anden vigtig rolle som kulturel og oplysende institution.

”Før i tiden har der været foredragsforeninger, men det er lukket mange steder, nu er kirken de eneste, der er tilbage”, fortæller Jan Schmidt: ”Så må man jo tage den opgave på sig og lave noget mere folkeligt. Der er ikke noget folkeligt, som skal være kirken fremmed.”

Der skal være plads til både koncerter, foredrag og andre arrangementer, som ikke umiddelbart har et religiøst udspring. Men selvom foredragene skal være underholdende, handler det også om at gøre folk klogere og berige deres tilværelse.

”De kan komme til at tænke over, hvordan vi indretter vores tilværelse. Folk vil gerne, hvis der er noget at komme efter, hvis de får noget med hjem og tænke over. Det er også kirkeligt”. Fortæller Karin Skouboe.

Kirken skal tænke anderledes

Landsbykirkerne kan dog ikke stå alene. De er en del af et lokalsamfund, og det er vigtigt at have dette for øje, fortæller Jan Schmidt;

”Der er et tæt samarbejde mellem Menighedsråd og forsamlingshuse. Og dét er et godt signal at vise udadtil, at vi er en del af det her lokalsamfund – og vi arbejder sammen.

Derfor er det også vigtigt, at kirken er omstillingsparate i forhold til, hvordan byerne nu ændrer sig. Kirkerne skal finde en balancegang mellem kirkelige aktiviteter og kulturelle arrangementer

” Hvis vi vil have nogle nye kunder i butikken, så er vi da nødt til at tænke anderledes. Det gør vi bl.a. med anderledes gudstjenester, som familiegudstjenester, hvor præsten ikke går op på prædikestolen, men står på gulvet.” siger Karin Skouboe.                       

Jan Schmidt er enig i, at kirken skal spejle sig i lokalsamfundets ønsker. ”Man skal prøve på at være kirke for dem, som nu bor her.”